Region III

Region III

Modstandsbevægelsen under den tyske besættelse 1940-45 var organiseret i seks regioner. Region III strakte sig fra grænsen til en linje nord for Varde-Kolding og omfattede altså størstedelen af Syd- og Sønderjylland.

Modstandsbevægelsens første aktion i området fandt sted i Esbjerg den 4. oktober 1942, hvor en tysk militærbarak nedbrændte, og fem måneder efter, den 11. marts 1943, blev den første regulære bombe bragt til sprængning ved Tjæreborg.

I selve Sønderjylland kom arbejdet i gang omtrent samtidig. I juni 1943 sprængte de første bomber i røgkamrene på otte lokomotiver i Tønder, og ved samme lejlighed blev en drejeskive ødelagt.

Kongens fødselsdag i 1943 blev fejret ved, at 62 bomber blev udlagt i jernbanenettet langs grænsen.

Disse og andre aktioner førte til indførelse af spærretid i Jylland fra den 26. september. Men tyskernes modforanstaltninger hjalp ikke. Modstandsbevægelsens aktivitet tog til. Natten til den 28. november 1943 blev der foretaget ikke færre end 40 aktioner mod jernbanenettet i Sønderjylland. Blandt andet blev 20 sporskifter ødelagt.

Da den første regionsledelse var blevet oprettet i januar 1944 som et beskedent led i de allieredes krigsførelse, ændrede arbejdet karakter. Man kom ind på at sondre mellem ventegrupper (R-grupper), der i tilfælde af krigshandlinger skulle støtte de allierede tropper – og sabotagegrupper (R 1-grupper), der straks skulle gå i aktion og først og fremmest søge at forstyrre og ødelægge tyskernes forbindelseslinjer mod syd.

Det blev en vigtig opgave i Syd- og Sønderjylland efter at invasionen i Normandiet var begyndt den 6. juni 1944. Tyskerne søgte at få forstærkninger frem til Frankrig – også fra Norge og Danmark, og disse troppetransporter skulle modstandsbevægelsen forsinke mest muligt. Det kunne bedst ske i Region III. Her var jernbanerne enkeltsporede, og landsdelen var som en flaskehals, som de tyske tropper nødvendigvis skulle igennem.

Modstandsbevægelsen havde lige før kapitulationen 4.043 mand i området. Af dem var de 252 aktive sabotører (R1 folk). De skulle ifølge instruksen “opfylde de strengeste krav til fysisk udholdenhed, mod, dristighed og beslutsomhed…Være dygtige til våbenbrug og specialister i brug af sprængstof”. 

Aktionerne mod jernbanenettet resulterede i 378 sprængninger, men der var knaphed på sprængstof og våben i denne del af Jylland, da nedkastningerne fandt sted i Nordjylland. Kun under store vanskeligheder kunne containernes indhold føres den lange vej til Sydjylland. Man måtte derfor økonomisere med det sprængstof, man havde og helst vælte et tog, hver gang man nåede frem til en jernbanelinje.

Det lykkedes i højere grad i Region III end noget andet sted i Danmark. Af de 112 tog, der blev afsporet eller væltet her i landet under krigen, mødte de 34 deres skæbne i Region III. Af 16 ødelagte vandtårne til brug for lokomotiver, stod de syv i Region III. Af 24 sprængte broer, lå de syv hernede, og af 383 ødelagte sporskifter var de 85 i brug i Syd- og Sønderjylland.

For rigtigt at kunne vurdere disse tal, må man tage i betragtning, at regionen kun havde omkring en tiendedel af landets befolkning.

Resultatet blev, at tyskerne kun med store forsinkelser nåede gennem Jylland. Flere divisioner, der kom fra Norge over Frederikshavn, blev forsinket i ugevis.

Der var – ud over jernbanesabotagen – aktioner mod fabrikker, skibe, værnemagtsdepoter og lignende.

Men kampen var ikke uden tab. Tre gange måtte modstandsbevægelsen i Region III genopbygges, fordi Gestapo havde trævlet den op. Dens medlemmer blev arresteret, underkastet tortur, ført til koncentrationslejre i Tyskland, skudt under aktion eller henrettet efterfølgende.

Gestapo satte hårdt ind i Syd- og Sønderjylland. Her skulle modstandsbevægelsens samarbejde med de allierede under krigshandlinger formentlig først stå sin prøve, og Gestapo måtte på forhånd ødelægge mulighederne for dette.

Men modstandsbevægelsen holdt ud. En af de sidste kodenøgler, der blev anvendt i regionen, faldt til sidst i Gestapos hænder. Men det var ventet, og den blev modstandsbevægelsens sidste hilsen til fjenden:

For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, 
hver gang der bliver kaldt.